Nyheder

Britiske specialstyrker stormede italiensk lastskib

22 dec 2018 Britiske specialstyrker stormede italiensk lastskib

Britiske specialstyrker stormede sent fredag aften et italiensk lastskib, efter blinde passagerer havde taget medlemmer af besætningen som gidsler. Det oplyser politiet i Essex ifølge nyhedsbureauet Reuters. Ingen personer er kommet til skade.

 

 

Avisen The Sun skriver, at redningsaktionen blev ledt af den britiske flådes elitestyrker.
I alt fire mænd truede besætningen på skibet, Grande Tema, der befandt sig ved indsejlingen til Themsen. Det oplyser en talsmand for Grimaldi Lines, der er skibets operatør.

Mændene menes at være gået om bord på skibet i Nigeria den 10. december. Bevæbnet med jernrør truede de medlemmer af besætningen til at sejle dem til den britiske kyst. Det fortæller talsmand Paul Kyprianou:

– Skibet sejlede fra Nigeria med kurs mod Tilbury. Undervejs opdager besætningen fire blinde passagerer i en kabine. Det lykkedes dem at slippe væk fra kabinen og true besætningen og kaptajnen til at sejle tættere på land.

Politiet modtog en anmeldelse fra skibet klokken ni om formiddagen. Her lød det, at dele af besætningen skjulte sig på skibets kommandobro, skriver BBC.

14 timer senere lykkedes det britiske styrker at overmande de fire mænd. Senere blev skibet sejlet sikkert i havn i Tilbury, der ligger knap 50 kilometer fra hovedstaden, London.

Politiet efterforsker ikke sagen som terrorrelateret, og de fire pågrebne mænd er ikke mistænkt for at være pirater.

/Ritzau/

Ansnei – Passer på Dig!

www.Ansnei.com

Tilbage